Hej igen langt om længe!
Ja, Gunilla har været væk, langt væk! Hun har ikke været sig selv meget længe, først fordi hun blev forelsket, eller det mente hun ihvert fald at hun var. Men hvem kan definere en forelskelse, man er det vel, hvis man tror man er det...? Denne her forelskelse gik over og blev til en følelse af ikke at føle sig tilstrækkelig og også en smule fortabt. Det er først nu at Gunilla er ved at være sig selv igen, hun skulle finde tilbage til sig selv igen, tilbage til den glade og selvstændige pige hun nu engang er. Det er bare lidt svært for Gunilla, hun havde jo lige vænnet sig til at man var 2 om tingene, til at holde af én på en speciel måde, samt føle sig holdt af og var egentlig blevet ret glad for den her tosomhed, som stille og roligt var på vej. Måske er det også skuffelsen over at det ikke ville lykkes. Hvor svært kan det være? Meget svært åbenbart! Der er sgu nok en grund til at der er skrevet så mange bøger om det. Men bliver man ikke nødt til at være lidt naiv, når det gælder kærlighed? Ellers bliver man vel bare for kynisk og så glipper der nok en masse chancer for at finde kærligheden, for den kommer vel ikke af sig selv? Det kan da godt være at Gunilla bare skal bure sig inde og lade sit hår gro ud af vinduet og vente på ham prinsen, krigeren, guitaristen, skuespilleren eller hvem fuck der nu har lyst til at dukke op. Ej, Gunilla er blevet enig med sig selv om, at det ikke kan betale sig. Alt godt kommer til den som venter! Dog må man gerne have det sjovt mens man venter! Det vælger hun at tro på, det bliver hun sgu nødt til, hvis hun ikke skal blive helt trøstesløs og uden håb. Peace out!
Love and Letters
Gunilla LaCour
torsdag den 20. maj 2010
onsdag den 18. november 2009
Onsdag!
Hejsa derude!
Ja, Gunilla er tilbage, det skulle man ikke have troet hva!?
Hun tænkte bare at hun ville fortælle Jer om denne onsdag, der skete egentlig ikke noget særligt, men alligevel var den anderledes end så mange andre onsdage, men det er hver onsdag vel egentlig? Der er jo ikke nogen onsdage som ligner hinanden....
Nå, men denne onsdag startede i det lidt nervøse hjørne, da Gunilla havde en intern eksamen i vente over middag. Det er utroligt hvor meget det fylder i hendes hoved, det er jo ikke som om at hun skal overbevise nogen om, at hun er berettiget til at overleve, men nu har Gunilla det jo også med at overdrive en gang imellem, lidt drama er altid godt.... Dog var hun denne gang noget mindre nervøs. Hun tror måske det har noget at gøre med et nyt menneske i hendes liv, som giver hende ro og måske også en portion selvtillid.
Nå, men Gunilla får slæbt sig ud af døren og hen til bussen, for det regner og blæser jo, og bussen kommer for en gangs skyld til tiden. Denne her bus er en af dem, med den slags buschauffører som selv synes, at de er helt vildt sjove. Gunilla stiger ind og beder om en "omstigning", hun bliver mødt med et nærmest råbt NEJ. Gunilla ser noget forvirret ud, kan ikke helt finde grimassen der passer. Efter få, lidt mærkelige sekunder, griner chaufføren og siger at det hedder en "billet", hvorefter han spørger, hvad Gunilla dog har lavet med sin stemme. Nu forstår Gunilla at busmanden er en flink mand og hun gasser lidt tilbage og siger, at det nok er den der svineinfluenza, som har været på spil. De skilles med med et "det håber jeg fandme ikke" fra buschaufføren. Gunilla når også at få lige et lille råd med på vejen, fra en ung mand, om at hun bare skal drikke en lille rom, så går det nok over. Hmmm
Gunilla kommer endelig ud på skolen, knokler lidt med at få skolens computere til at virke, for hun skal da lige nå at printe noget ud til sin præsentation, i sidste øjeblik.... ingen stress overhovedet!
Præsentationen gik godt og Gunilla kom levende ud! Thank God!
Gunilla var jo smart ikke at tage cyklen denne onsdag, vejret var ikke for børn. Senere på dagen var det så gået hen og blevet forbudt for voksne også! På vej til bussen skulle Gunilla jo nærmest hoppe/løbe/gå stafet, på grund af så mange grene der var blæst af træerne. Hun frygtede ærlig talt lidt for sit liv. På den korte tur hen til bussen, nåede hun at blive så våd, at hendes bukser lignede latex der var limet på. Mere ondskabsfuld regn har hun aldrig før mødt. Bussen kommer og denne gang er det ikke en "sjov" buschauffør, bare en af de almindelige lidt sure.
Endelig kan Gunilla åbne døren til sin opgang, dejligt med tørvejr. Hun tømmer sin postkasse og finder meget overraskende et brev fra Nybolig Erhverv. Hvad fanden vil de hende? Det viser sig så, at Gunilla skal have besøg af en ejendomsmægler, som skal besigtige hendes lejlighed. Den bygning hun bor i skal nemlig sælges. Straks går Gunilla lidt i panik, skal hun så flytte?, når hun at tænke, inden hun har læst sidste linie i brevet. Der vil nemlig ikke ske nogen ændringer for lejerne og Gunilla kan ånde lettet op.
Ja, det var så en onsdag i Gunillas verden, der sker alligevel lidt på sådan en almindelig onsdag, hvor spændende det så er, kan vel diskuteres.
Love and Letters
Gunilla LaCour
Ja, Gunilla er tilbage, det skulle man ikke have troet hva!?
Hun tænkte bare at hun ville fortælle Jer om denne onsdag, der skete egentlig ikke noget særligt, men alligevel var den anderledes end så mange andre onsdage, men det er hver onsdag vel egentlig? Der er jo ikke nogen onsdage som ligner hinanden....
Nå, men denne onsdag startede i det lidt nervøse hjørne, da Gunilla havde en intern eksamen i vente over middag. Det er utroligt hvor meget det fylder i hendes hoved, det er jo ikke som om at hun skal overbevise nogen om, at hun er berettiget til at overleve, men nu har Gunilla det jo også med at overdrive en gang imellem, lidt drama er altid godt.... Dog var hun denne gang noget mindre nervøs. Hun tror måske det har noget at gøre med et nyt menneske i hendes liv, som giver hende ro og måske også en portion selvtillid.
Nå, men Gunilla får slæbt sig ud af døren og hen til bussen, for det regner og blæser jo, og bussen kommer for en gangs skyld til tiden. Denne her bus er en af dem, med den slags buschauffører som selv synes, at de er helt vildt sjove. Gunilla stiger ind og beder om en "omstigning", hun bliver mødt med et nærmest råbt NEJ. Gunilla ser noget forvirret ud, kan ikke helt finde grimassen der passer. Efter få, lidt mærkelige sekunder, griner chaufføren og siger at det hedder en "billet", hvorefter han spørger, hvad Gunilla dog har lavet med sin stemme. Nu forstår Gunilla at busmanden er en flink mand og hun gasser lidt tilbage og siger, at det nok er den der svineinfluenza, som har været på spil. De skilles med med et "det håber jeg fandme ikke" fra buschaufføren. Gunilla når også at få lige et lille råd med på vejen, fra en ung mand, om at hun bare skal drikke en lille rom, så går det nok over. Hmmm
Gunilla kommer endelig ud på skolen, knokler lidt med at få skolens computere til at virke, for hun skal da lige nå at printe noget ud til sin præsentation, i sidste øjeblik.... ingen stress overhovedet!
Præsentationen gik godt og Gunilla kom levende ud! Thank God!
Gunilla var jo smart ikke at tage cyklen denne onsdag, vejret var ikke for børn. Senere på dagen var det så gået hen og blevet forbudt for voksne også! På vej til bussen skulle Gunilla jo nærmest hoppe/løbe/gå stafet, på grund af så mange grene der var blæst af træerne. Hun frygtede ærlig talt lidt for sit liv. På den korte tur hen til bussen, nåede hun at blive så våd, at hendes bukser lignede latex der var limet på. Mere ondskabsfuld regn har hun aldrig før mødt. Bussen kommer og denne gang er det ikke en "sjov" buschauffør, bare en af de almindelige lidt sure.
Endelig kan Gunilla åbne døren til sin opgang, dejligt med tørvejr. Hun tømmer sin postkasse og finder meget overraskende et brev fra Nybolig Erhverv. Hvad fanden vil de hende? Det viser sig så, at Gunilla skal have besøg af en ejendomsmægler, som skal besigtige hendes lejlighed. Den bygning hun bor i skal nemlig sælges. Straks går Gunilla lidt i panik, skal hun så flytte?, når hun at tænke, inden hun har læst sidste linie i brevet. Der vil nemlig ikke ske nogen ændringer for lejerne og Gunilla kan ånde lettet op.
Ja, det var så en onsdag i Gunillas verden, der sker alligevel lidt på sådan en almindelig onsdag, hvor spændende det så er, kan vel diskuteres.
Love and Letters
Gunilla LaCour
tirsdag den 31. marts 2009
Hej igen!
I dag havde Gunilla LaCour faget HRM, der skulle hun så tage nogle forskellige tests, hvilket er noget hende Gunilla elsker.... :) Hun tog bl.a en test´, der skulle vise hvilke job hun ville passe ind i og resultatet gjorde hende glad....
Testen prioriterede denne rækkefølge:
Ledelse ---> Ja, selvfølgelig, ellers ville hun jo nok ikke tage den uddannlese hun er i gang med.
Undervisning ---- Hmmm, tror jeg ikke at hun ville være særlig god til...
Kirkelig fag ----> Hmmm, don't think so!
Psykologi ----> Uhh, ja det ville da være ret cool...
Coaching ----> Ja, det skulle jo være så populært....
Journalistik -----> Mon dog, tror ikke at evnerne rækker...
Skribentvirksomhed ----> Tja.....
Bibliotek ----> Tror ikke at hun læser nok bøger....
Kunst ----> Det er jo et vidt begreb...
Musik ----> Gunilla kan hverken synge eller spille på noget instrument, men elsker dog stadig musik.
Sundhedspleje ----> Ej, det er da en privatsag, det vil Gunilla ikke blandes ind i....
Man må da sige at Gunilla har muligheder nok, dog er hun ikke enig i alle sammen. Hun er bare glad for "ledelse" har en førsteplads.
Derudover tog hun også en farvetest. Den skulle efter sigende fortælle noget om Gunillas personlighed. Hun skulle vælge den firkant, som hun synes var pænest i forhold til farve og mønster. Den firkant som Gunilla valgte, breskrev hende så som; optimistisk, legende og glad. Det er nu meget rigtigt, men er det ikke lidt vovet, at beskrive en hel personlighed med kun 3 ord?
Test, test, test atter test! Man lærer aldrig Gunilla helt at kende alligevel!
Love and Letters
Gunilla LaCour
I dag havde Gunilla LaCour faget HRM, der skulle hun så tage nogle forskellige tests, hvilket er noget hende Gunilla elsker.... :) Hun tog bl.a en test´, der skulle vise hvilke job hun ville passe ind i og resultatet gjorde hende glad....
Testen prioriterede denne rækkefølge:
Ledelse ---> Ja, selvfølgelig, ellers ville hun jo nok ikke tage den uddannlese hun er i gang med.
Undervisning ---- Hmmm, tror jeg ikke at hun ville være særlig god til...
Kirkelig fag ----> Hmmm, don't think so!
Psykologi ----> Uhh, ja det ville da være ret cool...
Coaching ----> Ja, det skulle jo være så populært....
Journalistik -----> Mon dog, tror ikke at evnerne rækker...
Skribentvirksomhed ----> Tja.....
Bibliotek ----> Tror ikke at hun læser nok bøger....
Kunst ----> Det er jo et vidt begreb...
Musik ----> Gunilla kan hverken synge eller spille på noget instrument, men elsker dog stadig musik.
Sundhedspleje ----> Ej, det er da en privatsag, det vil Gunilla ikke blandes ind i....
Man må da sige at Gunilla har muligheder nok, dog er hun ikke enig i alle sammen. Hun er bare glad for "ledelse" har en førsteplads.
Derudover tog hun også en farvetest. Den skulle efter sigende fortælle noget om Gunillas personlighed. Hun skulle vælge den firkant, som hun synes var pænest i forhold til farve og mønster. Den firkant som Gunilla valgte, breskrev hende så som; optimistisk, legende og glad. Det er nu meget rigtigt, men er det ikke lidt vovet, at beskrive en hel personlighed med kun 3 ord?
Test, test, test atter test! Man lærer aldrig Gunilla helt at kende alligevel!
Love and Letters
Gunilla LaCour
torsdag den 26. marts 2009
Brilleabe!
Hejsa i stuen!
Ja, så er hun her endelig igen. Gunilla har været syg, hårdt ramt må man sige... influenza 3 gange på halvanden måned.... Gunilla var da også ved lægen, for at høre om det var helt normalt, for det mente hun da ikke.... men jo jo, helt normalt. Man skal finde sig i meget hva!
Gunilla synes jo selv at hun er ret smart.... især fordi hun lige har fået nye briller. Store og mørke. Det er sjovt så forskelligt disse briller bliver modtaget af folk, som kender Gunilla. Hun synes der er ret mange, der ikke siger noget og det ved vi godt alle sammen hvad betyder... Det er i sær på hendes skole, det er sgu nok fordi, at det er nogle sløve pader der ikke er med på moden... for det kan i hvert fald ikke være fordi, at de ikkehar lagt mærke til brillerne.... de fylder nemlig pænt meget i Gunillas face og normalt går hun med linser.... hmmm
Gunilla havde dem på i byen forleden, det var ret interessant....straks havde folk en anden opfattelse af Gunilla end de plejer, men på den fede måde... især fedt for det er jo ikke bare et brille stel, de har jo lissom et formål... Gunilla kan nemlig intet se uden, uden er hun til fare for sig selv og andre... Hun forstår ikke dem som gerne vil have briller, fordi brillestellet er sejt, men egentligt ikke har fysisk brug for dem.... lad dog dem, som virkelig har brug briller, få retten til ENDELIG at være seje, selv om de har briller.... typisk! Man kan fandme aldrig have noget for sig selv! Lissom da Gunilla var i byen, da oplevede hun også folks underlige ligegyldige tilgang til andres briller. Man kan da ikke bare tage en anden persons briller af personen, for selv at tage dem på. For det første efterlader man en halvblind lidt måbende person, for det andet har den person garanteret betalt i dyre domme for brillen. Rigtige brilleaber har jo ikke legetøjsbriller til en hund (kr). Men det forstår folk med normalt syn åbentbart ikke...
Love and letters
Gunilla LaCour
Ja, så er hun her endelig igen. Gunilla har været syg, hårdt ramt må man sige... influenza 3 gange på halvanden måned.... Gunilla var da også ved lægen, for at høre om det var helt normalt, for det mente hun da ikke.... men jo jo, helt normalt. Man skal finde sig i meget hva!
Gunilla synes jo selv at hun er ret smart.... især fordi hun lige har fået nye briller. Store og mørke. Det er sjovt så forskelligt disse briller bliver modtaget af folk, som kender Gunilla. Hun synes der er ret mange, der ikke siger noget og det ved vi godt alle sammen hvad betyder... Det er i sær på hendes skole, det er sgu nok fordi, at det er nogle sløve pader der ikke er med på moden... for det kan i hvert fald ikke være fordi, at de ikkehar lagt mærke til brillerne.... de fylder nemlig pænt meget i Gunillas face og normalt går hun med linser.... hmmm
Gunilla havde dem på i byen forleden, det var ret interessant....straks havde folk en anden opfattelse af Gunilla end de plejer, men på den fede måde... især fedt for det er jo ikke bare et brille stel, de har jo lissom et formål... Gunilla kan nemlig intet se uden, uden er hun til fare for sig selv og andre... Hun forstår ikke dem som gerne vil have briller, fordi brillestellet er sejt, men egentligt ikke har fysisk brug for dem.... lad dog dem, som virkelig har brug briller, få retten til ENDELIG at være seje, selv om de har briller.... typisk! Man kan fandme aldrig have noget for sig selv! Lissom da Gunilla var i byen, da oplevede hun også folks underlige ligegyldige tilgang til andres briller. Man kan da ikke bare tage en anden persons briller af personen, for selv at tage dem på. For det første efterlader man en halvblind lidt måbende person, for det andet har den person garanteret betalt i dyre domme for brillen. Rigtige brilleaber har jo ikke legetøjsbriller til en hund (kr). Men det forstår folk med normalt syn åbentbart ikke...
Love and letters
Gunilla LaCour
mandag den 16. februar 2009
Få mig væk herfra!
Kender i det, når en sangtekst matcher lidt for godt på ens situation? Sådan har Gunilla det med denne sang, som iøvrigt også er en meget god en af slagsen!
Oh, get me away from here I'm dying
Play me a song to set me free
Nobody writes them like they used to
So it may as well be me
Here on my own now after hours
Here on my own now on a bus
Think of it this way
You could either be successful or be us
With our winning smiles, and us
With our catchy tunes, and us
Now we're photogenic
You know, we don't stand a chance
Oh, I'll settle down with some old story
About a boy who's just like me
Thought there was love in everything and everyone
You're so naive!
They always reach a sorry ending
They always get it in the end
Still it was worth it as I turned the pages solemnly, and then
With a winning smile, the boy
With naivety succeeds
At the final moment, I cried
I always cry at endings
Oh, that wasn't what I meant to say at all
From where I'm sitting, rain
Washing against the lonely tenement
Has set my mind to wander
Into the windows of my lovers
They never know unless I write
"This is no declaration, I just thought I'd let you know goodbye"
Said the hero in the story"It is mightier than swords
I could kill you sure
But I could only make you cry with these words"
Belle and Sebastian
Love and letters
Gunilla LaCour
Oh, get me away from here I'm dying
Play me a song to set me free
Nobody writes them like they used to
So it may as well be me
Here on my own now after hours
Here on my own now on a bus
Think of it this way
You could either be successful or be us
With our winning smiles, and us
With our catchy tunes, and us
Now we're photogenic
You know, we don't stand a chance
Oh, I'll settle down with some old story
About a boy who's just like me
Thought there was love in everything and everyone
You're so naive!
They always reach a sorry ending
They always get it in the end
Still it was worth it as I turned the pages solemnly, and then
With a winning smile, the boy
With naivety succeeds
At the final moment, I cried
I always cry at endings
Oh, that wasn't what I meant to say at all
From where I'm sitting, rain
Washing against the lonely tenement
Has set my mind to wander
Into the windows of my lovers
They never know unless I write
"This is no declaration, I just thought I'd let you know goodbye"
Said the hero in the story"It is mightier than swords
I could kill you sure
But I could only make you cry with these words"
Belle and Sebastian
Love and letters
Gunilla LaCour
EGO NOUGAT!
Hello you!
Så er Gunilla tilbage og denne gang med noget, som hun tænkt en del over!
Hun hørte en dag en klog dame sige denne sætning; Verden er en billedbog og i den bog ser du kun dig selv.
Straks tænker Gunilla, at det var noget af en egocentreret sætning og at den grænsede til det narcisistiske.... Men det er jo ikke helt løgn, når man tænker over det.
Når man f.eks ser noget vildt irriterende i andre mennesker, så er det fordi man selv har samme "egenskab" og det samme, hvis der er noget man facineres af hos en anden person, så er det fordi at det er en egenskab man selv indeholder, i større eller mindre grad, ellers ville du ikke kunne genkende den. Det giver da meget god mening!?
Alt som man her i livet skal forholde sig til, stiller man jo i forhold til sig selv. En total uselvisk gerning, om den så er god eller ondsindet, er dælme svær at gøre...... Men vi mennesker består vel i bund og grund også af vores eget ego, det er bare lidt skræmmende hvor meget det ego kan fylde i det sociale væsen af et menneske.....
Love and letters
Gunilla LaCour
Så er Gunilla tilbage og denne gang med noget, som hun tænkt en del over!
Hun hørte en dag en klog dame sige denne sætning; Verden er en billedbog og i den bog ser du kun dig selv.
Straks tænker Gunilla, at det var noget af en egocentreret sætning og at den grænsede til det narcisistiske.... Men det er jo ikke helt løgn, når man tænker over det.
Når man f.eks ser noget vildt irriterende i andre mennesker, så er det fordi man selv har samme "egenskab" og det samme, hvis der er noget man facineres af hos en anden person, så er det fordi at det er en egenskab man selv indeholder, i større eller mindre grad, ellers ville du ikke kunne genkende den. Det giver da meget god mening!?
Alt som man her i livet skal forholde sig til, stiller man jo i forhold til sig selv. En total uselvisk gerning, om den så er god eller ondsindet, er dælme svær at gøre...... Men vi mennesker består vel i bund og grund også af vores eget ego, det er bare lidt skræmmende hvor meget det ego kan fylde i det sociale væsen af et menneske.....
Love and letters
Gunilla LaCour
mandag den 26. januar 2009
Gunillas night out!
Så er Gunilla ved at komme oven på igen, efter en crazy bytur. Aldrig har hun været ude for noget lignende!
Gunilla var, med en veninde, blevet inviteret til en 18års fødselsdag på et diskotek, det gør man åbenbart nu til dags. Gunilla havde godt nok tænkt på, at det nok blev lidt underligt og at hun nok ville føle sig pænt gammel, blandt alle disse smukke unge mennesker, som kun lige har lært at drikke øl. Det der dog mest undrede Gunilla, var måden hun og hendes veninde skilte sig ud på. Det var nemlig på mængden af tøj. De unge tager tydeligvis ikke højde for årstiden... men det må de jo om.
Senere på aftenen skete der så noget endnu mere mærkeligt. De blev smidt ud, fordi de ikke havde noget ID på sig. Det havde Gunilla dog aldrig troet at hun skulle komme ud for igen, nogen sinde.... Hun ligner jo ikke just en på 17, selv om det da ville være dejligt. Ham udsmideren havde vel ikke lagt mærke til hvor meget tøj de havde på, i forhold til de andre.
Så stod Gunilla og hendes veninde så der, i en by de ikke kendte så godt, i fest humør, men uden en fest. Heldigvis mødte veninden nogen hun kendte og de skulle netop til nabobyen for at feste videre, så dem fik de så et lift af. Gunilla var lidt utryg, så hun fik hånd på at chaufføren var ædru. Turen foregik desuden i en kassevogn, så Gunilla følte sig sgu lidt som en illegal flygtning, men de kom da levende frem.
Det diskotek de når frem til, er et de begge kender og de har egentlig glædet sig lidt til at komme derind, da det er længe siden de har været der. Så de betaler glædeligt de der 100 kr, som det koster at komme ind den aften, for der er nemlig et liveband. Dette liveband viser sig så at spille røvballemusik, dog i den bedre ende af skalaen, så det var da til at holde ud at høre på. I bandets pause vælger Gunilla så at gå hen og hilse på bandet og muligvis få et musikøsnke opfyldt, men det når hun da slet ikke, for inden hun har set sig om, så er forsangeren, som i øvrigt ligner L Ron Harald, ved at bide hende i halsen, samtidigt med at hun får et ordentlig smæk bag i. Denne underlige og til dels onde gestus gør Gunilla ret mundlam, så hun vender sig bare om og går. Hun var jo nærmest i chok, men hvem ville ikke også være det, hvis de var blevet bidt i halsen af en der kunne være L Ron Haralds bror?
Efter dette chok vælger Gunilla og hendes veninde at tage hjem, men de ved ikke helt hvordan, så veninden ringer til sin svigermor og der må de heldigvis gerne sove.
På vej hjem til svigermoderen går de med hver deres pizzaslice, spilder lidt ned af sig selv og gunilla går og ømmer sig på halsen, hun frygter det blå mærke der måske kommer, for det kan jo hurtig forvekles med et sugemærke og det er hun dælme for gammel til.
Trods denne mærkværdige tur i byen, glæder Gunilla sig da allerede til næste gang!
Love and letters
Gunilla LaCour
Gunilla var, med en veninde, blevet inviteret til en 18års fødselsdag på et diskotek, det gør man åbenbart nu til dags. Gunilla havde godt nok tænkt på, at det nok blev lidt underligt og at hun nok ville føle sig pænt gammel, blandt alle disse smukke unge mennesker, som kun lige har lært at drikke øl. Det der dog mest undrede Gunilla, var måden hun og hendes veninde skilte sig ud på. Det var nemlig på mængden af tøj. De unge tager tydeligvis ikke højde for årstiden... men det må de jo om.
Senere på aftenen skete der så noget endnu mere mærkeligt. De blev smidt ud, fordi de ikke havde noget ID på sig. Det havde Gunilla dog aldrig troet at hun skulle komme ud for igen, nogen sinde.... Hun ligner jo ikke just en på 17, selv om det da ville være dejligt. Ham udsmideren havde vel ikke lagt mærke til hvor meget tøj de havde på, i forhold til de andre.
Så stod Gunilla og hendes veninde så der, i en by de ikke kendte så godt, i fest humør, men uden en fest. Heldigvis mødte veninden nogen hun kendte og de skulle netop til nabobyen for at feste videre, så dem fik de så et lift af. Gunilla var lidt utryg, så hun fik hånd på at chaufføren var ædru. Turen foregik desuden i en kassevogn, så Gunilla følte sig sgu lidt som en illegal flygtning, men de kom da levende frem.
Det diskotek de når frem til, er et de begge kender og de har egentlig glædet sig lidt til at komme derind, da det er længe siden de har været der. Så de betaler glædeligt de der 100 kr, som det koster at komme ind den aften, for der er nemlig et liveband. Dette liveband viser sig så at spille røvballemusik, dog i den bedre ende af skalaen, så det var da til at holde ud at høre på. I bandets pause vælger Gunilla så at gå hen og hilse på bandet og muligvis få et musikøsnke opfyldt, men det når hun da slet ikke, for inden hun har set sig om, så er forsangeren, som i øvrigt ligner L Ron Harald, ved at bide hende i halsen, samtidigt med at hun får et ordentlig smæk bag i. Denne underlige og til dels onde gestus gør Gunilla ret mundlam, så hun vender sig bare om og går. Hun var jo nærmest i chok, men hvem ville ikke også være det, hvis de var blevet bidt i halsen af en der kunne være L Ron Haralds bror?
Efter dette chok vælger Gunilla og hendes veninde at tage hjem, men de ved ikke helt hvordan, så veninden ringer til sin svigermor og der må de heldigvis gerne sove.
På vej hjem til svigermoderen går de med hver deres pizzaslice, spilder lidt ned af sig selv og gunilla går og ømmer sig på halsen, hun frygter det blå mærke der måske kommer, for det kan jo hurtig forvekles med et sugemærke og det er hun dælme for gammel til.
Trods denne mærkværdige tur i byen, glæder Gunilla sig da allerede til næste gang!
Love and letters
Gunilla LaCour
Abonner på:
Opslag (Atom)
