Love for horror!

Gunilla har en tilståelse, en tilståelse hun ikke helt selv forstår. Hun ELSKER gyserfilm. Det er da noget virkelig mærkeligt noget, at elske! Kan det overhovedet lade sig gøre? Det er jo ikke fordi hun elsker døden og glæder sig til hun dør. Det er jo nok facinationen, men det er da også klamt, at man facineres af døden og det der følger. Måske er det fordi man mærker at man lever, når man ser dette dødspræget materiale. Men der må da være mere normale måder, at mærke livet på....? Man kunne f.eks. få vokset sine ben, det gør ihvertfald pænt ondt. Men skal det gøre ondt eller være en smule forfærdeligt, før man kan mærke at man lever? Man må da kunne mærke, at man er i live i forbindelse med noget godt.... hmm... En god forelskelse gør da godt, men det kræver selvfølgelig at begge parter er forelsket, ellers er det jo bare en ulykkelig forelskelse, og det er jo ikke fedt, overhovedet.
Tilbage til gyserfilm... de elskes højt af Gunilla, men der er noget andet hun ikke forstår... Hvorfor er der så mange extremt dårlige gyserfilm? Der er jo flere dårlige end der er gode. Ikke en særlig god fordeling. Altså hvor svært kan det være? (nok ret svært) En god historie med nogle syge twist, lidt intelligens, nogle klamme små døde børn som går igen og nogle syge effekter. Så skulle den da være hjemme!
Hermed sendes der en efterlysning ud! Hvor er de gode gyserfilm?

Love and letters
Gunilla LaCour